Hverdagen

Hverdagen indrettes selvfølgelig helt efter børnenes skiftende behov for mad og søvn. Der er stor forskel på om man er 1 eller 2½ år, og om man har brug for en eller to lure i løbet af dagen. Så vi indretter os:)

Børnene møder ind løbende fra kl. 7 til kl. 9. I de tidlige morgentimer leger vi som regel indenfor, kun afbrudt af vores fælles morgenmad ca. kl. 7.30, hvor vi som regel får grovboller eller grød. De mindste børn har ofte også brug for en lille formiddagslur, og det får vi passet ind, så de kan få den ro, de har brug for. 

Når vi er færdige med morgenmaden er det tid til at komme ud og lege. Nogle gange leger vi i haven, hvor der bliver gynget, rutchet, leget i sandkasse, fundet orme, hoppet på trampolin m.v. Andre gange finder vi barnevognene eller ladcyklen frem og tager på tur - enten i nærområdet, hvor vi jo både har skov og køer på mark, eller også tager vi toget til Løgten eller Hjortshøj og besøger nogle andre børnepassere, eller vi tager til Århus, som byder på masser af spændende oplevelser som f.eks. regnbuen på ARoS.

Det er i disse formiddagstimer, at vi ofte laver nogle "arrangerede" lege, med fokus på udvikling, læring og sjov. Det kan f.eks. være gymnastik - kolbøtter, rulle, gå på line, danse mv., eller det kan være musik - rim og remser, og sange med fagter og bevægelser, tegne og male, eller socialt samvær med vores kollegaer og deres børn.

Efter en masse leg og sjov ude, går vi ind igen ved 10.30-tiden, hvor det er frokost tid. Børnene får varm hjemmelavet mad, hvor der er fokus på sundhed, variation og velsmag. Om fredagen er det rugbrødsdag, hvor de aller største børn har madpakke med hjemmefra, så de kan øve sig på at skulle i børnehave. Vi laver madplan, som vi slår op i vores facebook-gruppe hver søndag, så I kan følge med i, hvad børnene får at spise i den kommende uge.

Efter frokost er det til at komme ud og sove middagslur. Alle børn bliver puslet og får lidt alenetid, så der er fokus på ro og ritualer inden der skal soves:) Børn sover meget forskelligt, og efterhånden som de vågner, bliver de taget op og hygger og leger, indtil der er eftermiddagsmad. Hvis alle vågner nogenlunde samtidigt, spiser vi fælles eftermiddagsmad, og ellers spiser vi lidt i hold, som det nu kan blive hyggeligst den enkelte dag.

Eftermiddagene forløber meget forskelligt, alt efter antal af vågne/sovende børn, og også efter hvordan vejret og stemningen er. Nogle gange leger vi bare inde resten af dagen, andre gange er vi ude og lege i haven, og spiser også eftermiddagsmaden ude. Kl. 16 siger vi farvel og på gensyn i morgen. Fredag siger vi "god weekend" til hinanden kl 15.

 

Festerne 

 

Fødselsdage: Fødselsdage skal fejres med flag, sang og gaver:) Nogle gange er vi heldige, at blive inviteret hjem til fødselsdagsfest hos fødselsdagsbarnet, og andre gange passer det bedre, at vi holder festen her i pasningsordningen. Mor og far sørger for noget lækkert til ganen og vi sørger for en gave fra alle de små venner. 

 

Sommerfest:   I juni inviteres alle nuværende og gamle børn, forældre og søskende til sommerfest i haven. Det er en skøn tradition, som vi alle nyder, med masser af gensynsglæde, feriesteming, fællesskab, guitarspil, leg og hygge. I løbet af festen kigger der en fotograf forbi, og tager det årlige gruppebillede:)

 

Bedsteforældredag: En fredag i foråret, nviteres alle bedsteforældre til bedsteforældredag i pasningsordningen. Vi mødes tidligt om formiddagen, hygger med kaffe og boller, og masser af leg i haven. Bedsteforældrene og børnene har nogle dejlige timer sammen - helt uden forældrene, så bedsteforældrene kan få et indtryk af, hvad børnene snakker om, når de fortæller om deres venner og liv i pasningsordningen:)

 

Munkholm Zoo:   I foråret hiver vi en fredag ud af kalenderen, hvor vi alle sammen, - børn, søskende og forældre, tager i Munkholm Zoo og hygger en hel dag sammen. Vi mødes ved hovedindgangen når de åbner kl. 10, og så er det ellers bare at gå på opdagelse og se alle de spændende dyr, og måske også give dem godbidder, hvis man tør:). Ved middagstid samles vi ved legepladsen, og spiser hver vores medbragte madpakker, og når de små er puttet til middagslur, finder Alan den store kagemand frem, så vi kan få lidt sødt til kaffen, imens de store leger på legepladsen og de små får sovet. Vi glæder os allerede:)

 

Juletræsfest: En af de sidste dage i december holder vi juletræsfest. Vi spiser æbleskiver, synger julesange og danser om byens største juletræ:) Ikke et øje er tørt, når alle de små guldklumper synger sammen og går lige så fint med hinanden i hænderne rundt om træet. Det er lige til at komme i den helt rigtige julestemning af:)

 

Forældreaftener: Fire aftener om året, mødes alle forældre i pasningsordningen. Vi snakker om stort og småt, udfylder skemaer, udveksler erfaringer, ser på hvad der skal ske i den kommende periode, griner og spiser kage, og får måske et lille glas vin. Vi lærer hinanden lidt bedre at kende, hvilket gør hverdagen meget nemmere for alle. Ofte er det også her, der bliver lavet indbyrdes aftaler om gensidig pasning, hvis en af PPO's ferieuger passer dårligt, eller man har brug for hjælp til afhentning en dag, hvor man selv får sent fri. 

 

Er du forælder i pasningsordningen, kan du løbende finde datoerne for de enkelte arrangementer i vores lukkede gruppe på fb.